Skift sengetøj hver 14. dag eller som minimum en gang om måneden, hvis du vil bevare en optimal hygiejne i soveværelset. Sådan er det i hvert fald som udgangspunkt. Hvor ofte du skal skifte sengetøj afhænger dog af flere faktorer, som du kan blive klogere på her.
Dit sengemiljø er mindre rent, end du tror
Hvor ofte bør man skifte lagen? Og hvad med betrækket til dyne og pude? Og hvornår begynder selve dynen egentlig at trænge til en vask? En god og fast rutine omkring skift af sengetøj kan spare dig for mange spekulationer, og det er rart at vide, at der er helt styr på sengemiljøets hygiejne, når blot du følger en optimal rutine. Men hvad afgør egentlig, hvor ofte man bør skifte sengetøj? Det gælder for mange af os, at vores sengemiljø er markant mindre hygiejnisk, end vi forestiller os, og særligt følgende tre faktorer er gode at holde sig for øje:
Hvor ren er du selv, når du kryber til køjs?
Hvor længe dit sengetøj holder, før det skal vaskes, afhænger selvfølgelig først og fremmest af hygiejnen hos den, der bruger sengen. Udover at de fleste mennesker sveder i et eller andet omfang om natten, slæber mange af os også skidt og bakterier med op i sengen efter en lang dag på farten. Med otte timers gennemsnitlig søvn hver nat bliver det til mere end 50 timers ugentlig kontakt mellem sengetøjet og dine døde hudceller, cremerester, beskidte tæer, sved, og hvad du ellers bringer med i seng. Et aftenbad inden sengetid kan udsætte skift af sengetøj en anelse, men naturligvis ikke for evigt. Har du været syg, bør du straks skifte sengetøj, når du atter er rask.
Er din seng et paradis for husstøvmider?
Husstøvmider trives godt i et fugtigt miljø og lever af netop de døde hudceller, som du i gennemsnit taber 1,5 gram af hver nat. Det lyder måske ikke af meget, men det er rent faktisk nok til at mætte omtrent 1 million af de bittesmå insekter, der ikke blot er et uhygiejnisk bekendtskab i sengen, men som rigtig mange danskere også er allergiske overfor. Husstøvmider dør ved vask på 60 grader, men vælger du allergivenligt bambussengetøj, kan du nøjes med at vaske ved max. 40 grader, da bambus er et antibakterielt materiale, hvor husstøvmider ikke har gunstige leveforhold.
Hvornår er din dyne sidst blevet vasket?
Det er ikke kun sengetøj som lagen, pudebetræk og dynebetræk, der skal vaskes hyppigt, hvis du vil bevare et sundt miljø i soveværelset. Det nytter nemlig ikke noget med rent sengetøj, hvis selve dynen eller hovedpuden er fyldt med ubudne gæster i form af diverse sundhedsskadelige bakterier. Vask derfor både dyne og pude på 60 grader i vaskemaskinen hvert kvartal, og tør i tørretumbleren. På den måde kommer du alle levende organismer til livs.
Skift sengetøj hver 14. dag
Som tommelfingerregel er det en god idé at skifte sengetøj hver 2. uge og dette gælder uanset om dit dyne/pudebetræk er i silke, bambus eller egyptisk bomuld. Dog kan intervallet godt være individuelt, og hvor ofte man skal skifte sengetøj kan for eksempel afhænge af, om du har et fysisk krævende arbejde udendørs og derfor sveder meget og slæber en del skidt med dig hjem, om du bader hver dag inden sengetid, og om du generelt husker at vaske både sengetøj samt dyner og puder på rette temperaturer og i et passende interval. Hver 14. dag er dog et rigtig godt udgangspunkt, hvis du vil være sikker på, at din seng er et rent og sundhedsmæssigt forsvarligt sted at gå til ro om aftenen.
Læs mere om hvordan du bedst vasker dit sengetøj og vasker din dyne her.